Hørsholm Park er placeret centralt i Hørsholm. Ejendommen er i alt på 24.301 kvm og er fordelt på 199 ejerlejligheder i 16 opgange. Derudover er der 96 garager. Beliggenheden er tæt på grønne omgivelser og indkøbsmuligheder.
Ejendommens matrikel er 8c, Hørsholm By, Hørsholm Kommune

Der er god plads til parkering af biler, og på det seneste er der sat skilte op med markering af privat område og forbud mod gennemgang. Der er opsat hegn og aflåste låger/porte ved alle indgange – undtagen hovedindgangen. Vil nogen fra Rungstedvej til Ørbæksvej, så kan man let bruge Skolestien, der ligger mellem Hørsholm Skole og Hørsholm Park.
Den underste etage i alle blokkene er fyldt med garager, som man kan leje. Et fælles vaskeri med vaskemaskiner og tørretumblere befinder sig i kælderen med nedgang ved nr. 1. Cykelrum findes i gavlene på blokkene. Et større fælleslokale med borde, stole og service kan udlejes (vedr. henvendelse se under Information). En renoveret og ny legeplads med boulebane ligger på græsplænen ud for nr. 5. Der er på terrænet mellem nr. 5 og nr. 9 etableret ladestandere til opladning af el-biler. Foreløbig er der kapacitet til, at 4 biler kan oplades ad gangen, og der er mulighed for udbygning, så i alt 9 biler kan lade op samtidigt. Se nærmere under “Information”.
De store birke-, lærke- og fyrretræer, som skaber atmosfære og stil, er gennem de seneste år passet ved fældning og nyplantning. Det samme gælder de blomstrende buske, hække, bede med rododendron og løgplanter i plænerne. De kantede boligblokke i grå og hvide farver får et godt modspil af de mange grønne vækster i Hørsholm Park.